Tilbage til videnscenter
Offentliggjort den 20. oktober 2025 
Af Jacob Berner Moe

For at kunne mærke dine følelser, skal du kunne mærke din krop

Da jeg var en del år yngre, spurgte min kone mig en dag:
"Kan du mærke dit hjerte slå?"

Jeg lagde hånden på brystet og sagde: "Ja."
Hun svarede: "Nej, ikke sådan. Uden at røre. Kan du mærke dit hjerte slå indefra?"

Jeg prøvede.
Men jeg mærkede ingenting.
I stedet mærkede jeg panik. Som om mit bryst var en tom skal. Som om noget var galt med mig.


Fra tomhed til kontakt

Det er 25 år siden nu. I dag kan jeg mærke mit hjerte slå – uden at lægge hånden på brystet. Jeg kan mærke, hvordan det trækker sig sammen, som den muskel det er. Min indre følesans er blevet langt mere fintfølende.

Det skyldes, at jeg dengang begyndte at dyrke yoga, mindfulness og meditation. Det skyldes også de mange timer, jeg har siddet i både klient- og terapeut-stolen. Men det skyldes måske først og fremmest, at jeg blev bevidst om vigtigheden af at mærke indad. Som alle andre sanser kan den indre føle-sans nemlig trænes. 


Hvorfor er det vigtigt?

Hvorfor skal man kunne mærke sit hjerte slå?
Hvorfor skal man kunne mærke sin krop indefra?

Fordi kroppen hele tiden sender signaler til os om vores behov. Både de fysiske og de følelsesmæssige.

Som emotionsfokuseret psykoterapeut er der én pointe, jeg har lyst til at gentage igen og igen fra min lille ølkasse:
👉 For at kunne mærke dine følelser, skal du kunne mærke din krop.
👉 Og omvendt: Hvis du ikke kan mærke din krop indefra, kan du ikke mærke dine følelser.

En klient formulerede det sådan:

"Jeg tror ganske enkelt, at jeg har meget svært ved at mærke mine følelser og mine behov."

Hun er langt fra alene. Jeg har hørt det samme budskab i mange udgaver.
Rigtig mange af os har svært ved at mærke, hvad vi føler, og hvad vi har brug for.


Hvad kan du gøre selv?

Hvis du går i terapi, arbejder vi selvfølgelig med det dér.
Men du kan også selv begynde at træne din indre følemuskel:

Prøv at sætte dig ned i ro og øv dig i at mærke dit hjerte slå. Uden at røre. Bare lyt indad.

Fun fact: Denne evne kaldes for den 8. sans – eller på fagsprog den interoceptive sans.

Hvis du er nysgerrig, kan jeg varmt anbefale bøger og artikler af Ann Weiser Cornell, der har viet sit liv til netop at lytte til kroppen.


Pixi-udgave

🌱 For at mærke dine følelser må du kunne mærke din krop.
🌱 Den indre følesans kaldes for interoception – din 8. sans.
🌱 Du kan træne den ved at øve dig i at mærke dit hjerte slå – indefra.


Tilbage til videnscenter
Psykoterapeut (MPF) Jacob Berner Moe
menuchevron-downcross-circle linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram