Tilbage til videnscenter
Offentliggjort den 8. februar 2026 
Af Jacob Berner Moe

Elsker vi os selv for meget?

Svend Brinkmann har det svært med selvudvikling. For nylig gik han til angreb på ideen om ”selvkærlighed”. Selvkærlighed eller ”at elske sig selv” er narcissisme, mener Brinkmann. Han opfordrer til, at vi sender kærlighed mod andre - i stedet for os selv.

Da jeg læste interviewet med Brinkmann, blev jeg mismodig. På den ene side forstår jeg ham virkelig godt. Det kan blive alt for meget med selvoptaget selvforelskelse … Og jeg ville heller ikke selv bruge udtrykket ”at elske sig selv” over for f.eks. klienter. Et bedre begreb - og en bedre vej - er ”selvmedfølelse”.

Men altså, er det virkelig et problem, at vi elsker os selv for meget i Danmark anno 2026?

Jeg kan ikke huske, at jeg for nylig har mødt nogen, der elsker sig selv for meget. (ikke på denne side af Atlanten i hvert fald)

Når man ser på trivselsundersøgelser blandt for eksempel unge kvinder herhjemme er det ikke just selvforelskelse, der fremstår som hovedproblemet.

Er problemet ikke snarere det modsatte af selvforelskelse for hovedparten af os? Og er det ikke grunden til, at man i nogle kredse taler om, at vi skal elske os selv mere?

Det egentlige problem er for mig at se, at mange af os går rundt med en følelse af ikke at være gode nok. Ikke være værd at elske. Lavt selvværd.

Eller sagt med ét fagord: Ramt af skam.

I stort set alle terapiforløb er skam et tema. Ikke den sunde skam, der svier, når vi bagtaler en kollega, der pludselig står lige bagved, men den kroniske skam, som vi ofte har med os fra barnsben. Den kroniske skam, der danner grobund for stress, selvkritik, imposter-syndrom, perfektionisme, spiseforstyrrelser, angst, depressioner, you name it.

Jeg kom til at tænke på Brinkmanns indlæg, da jeg i dag hørte et interview med en ekspert på dette felt på norske NRK. Eksperten er den norske psykolog og forfatter, Aksel Inge Sinding, og han udlægger, hvorfor så mange af os er ubarmhjertigt hårde ved os selv. Og hvad vi kan gøre ved det. Det var pudsigt nok opløftende at høre.

Som værten Linnéa Myhre udbryder til sidst:

”Livet kommer til at blive så sygt meget bedre, hvis du sætter ord på dine følelser!”

Enig ✊🏽

Tilbage til videnscenter
Psykoterapeut (MPF) Jacob Berner Moe
menuchevron-downcross-circle linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram